Før 1886 var der ingen organiseret transport af syge og tilskadekomne til hospitalet, men hjælpen kunne komme fra barberstuerne, som var forpligtet til at yde hjælp og formidle transport.

Foreningen af lægevagtstationer, oprettet i 1886, havde til formål "at sikre Kjøbenhavns og Frederiksbergs beboere adgang til i påtrængende tilfælde, at erholde lægehjælp om natten og at sørge for midler til foreløbig forbinding samt hensigtsmæssig og skånsom transport af tilskadekomne, såvel dag som ved nat".

Der fandtes på denne tid i København 8 ambulancebårer, der først og fremmest var placeret på politistationerne, da der her var mandskab hele døgnet, og der skulle alligevel optages rapport ved transport af syge eller tilskadekomne.

Det er sparsomt, hvad den ledsagende politimand har haft af uddannelse, om muligt slet ingen.

Der var desuden af Røde Kors skænket 2 kørebårer, hvor patienten blev lagt i en lukket kasse og kunne trækkes / skubbes til hospitalet.

I 1889 blev 2 hestetrukne ambulancevogne sat i drift, og som stadig var placeret hos politiet, mens hest og kusk måtte findes blandt byens hestedroscher. I 1890 havde politiet 63 "udrykninger" med ambulancerne.

Hestetrukken ambulance

For ikke at forværre patienternes tilstand under transporten ad brostensbelagte gader, var der dog ikke meget udrykning over turene.

Blandt andet på grund af politiets manglende hestebestand blev dele af ambulancekørslen overdraget til Københavns Brandvæsen i 1898. Det betød, at brandvæsenet skulle stille med hest, kusk og en brandmand, mens materiellet og udgifterne for dette blev betalt af Foreningen af lægevagtsstationer.

Brandvæsenet øgede dog ikke antallet af heste, kuske eller brandmænd, men tog blot disse fra nogle af de mindre brugte vogne.

Uddannelse til ambulancehjælperen var der stadig ingen af, så det var ikke meget gavn patienten havde af ledsageren.

Antallet af ture i 1899 var 335, stigende til 623 i 1904.

I 1906 startede en mand ved navn Sophus Falck et redningskorps i København. Dette skulle vise sig at få stor indflydelse på ambulancetjenesten i Danmark.

De første par år havde redningskorpset ingen ambulancetjeneste, men da der blev oprettet en lægevagt på stationen i 1908, blev skandinaviens første automobil-ambulance indkøbt.

Den første spæde uddannelse af ambulancefolk begyndte at tage form i 1909, da brandvæsenets læge gav brandmændene et kursus i "Nødhjælp & Sygetransport".

Københavns Brandvæsen havde i 1909 stadig ingen automobil-ambulancer, men fordoblede derimod hestekræfterne ved at gøre ambulancerne tospandet!

5 ambulancer havde Falck i 1911, der i alt havde rykket ud i 1223 tilfælde.

Indtil brandvæsenet i 1921 gik over til automobiler, overtog Falck mere og mere af kørslen, dels på grund af antallet af ture i Hovedstaden, dels på grund af de langsomme hestetrukne vogne.

Ambulance fra Københavns Brandvæsen

Falck havde desuden fast overenskomst med Gentofte Kommune, Rigshospitalet, Sundby Hospital med flere om sygekørsel. I 1916 havde Falck således kørt 665 udrykninger og 4728 sygetransporter med 2 ambulancer og 5 sygevogne.

Der blev i 1910 indført et pulmotor-apparat til forsøg på at genoplive mennesker. Maskinen blev af pressen betegnet som et vidunder, men i lægekredse var begejstringen mere afdæmpet. Pulmotor-apparatet gav kunstigt åndedræt, med tilskud af ilt.

Man kan i Falcks kørebøger læse, at der sågar blev afsendt en ambulance fra Hovedstationen i København til en drukneulykke i Hornbæk. Distancen blev tilbagelagt på 1 time og 8 minutter, men alle forsøg på genoplivning ved hjælp af pulmotor-apparatet van naturligvis uden resultat.

Apparatet var kun installeret i nogle få vogne, ellers var det sparsomt med udstyr i ambulancerne. Pulmotor-apparatet "døde" i slutningen af 30’erne, hvor den blev afløst af iltbeholderen med reduktionsventil. Samtidig begyndte den legendariske Holger Nielsen af undervise i en metode til genoplivning.

Indtil slutningen af 60’erne var der ikke nogen standardiseret uddannelse af ambulancefolk, dette blev klaret ved hjælp af sidemandsoplæring og et førstehjælpskursus. Det drejede sig bare om at få patienten op på båren og komme afsted til sygehuset; det der i slang betegnes som "load and go"! Der var heller ikke meget udstyr i ambulancerne at gøre godt med. Der var en iltflaske, så man kunne give kunstigt åndedræt, et sug, og senere kom der udover almindeligt førstehjælpsudstyr, også nogle oppustelige bandager til brækkede arme og ben.

Hjerteafdelingen på Glostrup Sygehus startede i 1972 et projekt, hvor man elektronisk overførte en patients hjerterytme fra specielle hjerteambulancer til sygehuset, hvor der sad en læge og tog stilling til, om der skulle gives stød til hjertet. Dette udførte ambulancefolkene så i ambulancen. Det gav nogle pudsige episoder, når en læge gav lov til at give stød, ud fra den rytme han fik overført, mens ambulancemanden kunne sidde og tale med patienten og prøve at overbevise lægen om, at patienten ikke var dårlig nok til at få stød.

I 1975 kom Sundhedsstyrelsen med en betænkning omkring patienttransport, der omhandlede mindstekrav til ambulancetjenesten, såsom udstyr og uddannelse.

På Landtransportskolen i Avedøre blev der omkring 1980 afholdt et forsøgskursus i ambulancetjeneste. Dette skulle senere blive en fast del af ambulancefolkenes uddannelse.

Projektet på Glostrup Sygehus kørte helt frem til slutningen af 80’erne, hvor der flere og flere steder, ved hjælp af indsamlinger gennem Lions Club, blev indkøbt defbrillatorer, som de maskiner, der giver hjertet stød, hedder, og ambulancefolkene blev uddannet i brugen af disse.

Efter massivt pres fra blandt andre ambulancefolkene og deres organisationer kom Sundhedsministeriet i 1992 med en bekendtgørelse, der også indeholdt regler for uddannelse, materiel og dimensionering af ambulancetjenesterne. Ved en justering af bekendtgørelsen i 1994 blev det så også fastslået, at fra ’96 skulle der være en defibrillator i alle ambulancer, og at mandskabet skulle være uddannet efter nogle givne regler.

Siden starten af 1998 har mindst én af de to ambulancereddere på ambulancen skullet være uddannet som såkaldt behandler. Det vil sige, at han har kompetence til at give visse typer af medicin til patienter med for eksempel astma, hjertekramper, kramper og smertelindring med lattergas.

Denne kompetence skal vedligeholdes med en årlig prøve, hvor det er en læge, der er censor.

Det er amterne, der har ansvaret for ambulancetjenesten i Danmark, og dem der sætter kravene til, hvor god kvaliteten skal være, det vil sige hvor meget ambulancefolkene skal være uddannet i, og hvor hurtigt ambulancerne skal være fremme hos patienten.

Ved en forhandling mellem amterne og ambulancetjenesterne i slutningen af 90’erne blev det vedtaget, at behandlerne skulle have nogle yderligere kompetencer, såsom at kunne måle iltmætningen i blodet, at kunne lægge drop og give medicin til sukkersyge og give adrenalin mod allergiske reaktioner.

Et af de nyeste tiltag, er små énmandsbetjente køretøjer, som hurtigt kan være fremme i områder, hvor en almindelig ambulance kan være lang tid undervejs. HRE’en, som står for Hurtig Respons Enhed, begynder på en behandling af patienten indtil ambulancen kommer frem, og kan tage patienten med til sygehuset. Disse HRE-behandlere har udover de førnævnte kompetencer, en yderligere overbygning på deres uddannelse.

Især Frederiksborg Amt har været først fremme med at give ambulancefolk flere kompetencer, og dermed banet vejen for den kommende udvikling.

Ambulance fra Falck

I det meste af Danmark er det Falck, der varetager ambulancekørslen, men i København, Frederiksberg og Gentofte kommune og dele af Roskilde Amt, er det de kommunale brandvæsener, der varetager opgaven. Det er dog de samme regler, alle entreprenører skal efterleve.

Før 1886 var der ingen organiseret transport af syge og tilskadekomne til hospitalet, men hjælpen kunne komme fra barberstuerne, som var forpligtet til at yde hjælp og formidle transport.

Foreningen af lægevagtstationer, oprettet i 1886, havde til formål "at sikre Kjøbenhavns og Frederiksbergs beboere adgang til i påtrængende tilfælde, at erholde lægehjælp om natten og at sørge for midler til foreløbig forbinding samt hensigtsmæssig og skånsom transport af tilskadekomne, såvel dag som ved nat".

Der fandtes på denne tid i København 8 ambulancebårer, der først og fremmest var placeret på politistationerne, da der her var mandskab hele døgnet, og der skulle alligevel optages rapport ved transport af syge eller tilskadekomne.

Det er sparsomt, hvad den ledsagende politimand har haft af uddannelse, om muligt slet ingen.

Der var desuden af Røde Kors skænket 2 kørebårer, hvor patienten blev lagt i en lukket kasse og kunne trækkes / skubbes til hospitalet.

I 1889 blev 2 hestetrukne ambulancevogne sat i drift, og som stadig var placeret hos politiet, mens hest og kusk måtte findes blandt byens hestedroscher. I 1890 havde politiet 63 "udrykninger" med ambulancerne.

For ikke at forværre patienternes tilstand under transporten ad brostensbelagte gader, var der dog ikke meget udrykning over turene.

Blandt andet på grund af politiets manglende hestebestand blev dele af ambulancekørslen overdraget til Københavns Brandvæsen i 1898. Det betød, at brandvæsenet skulle stille med hest, kusk og en brandmand, mens materiellet og udgifterne for dette blev betalt af Foreningen af lægevagtsstationer.

Brandvæsenet øgede dog ikke antallet af heste, kuske eller brandmænd, men tog blot disse fra nogle af de mindre brugte vogne.

Uddannelse til ambulancehjælperen var der stadig ingen af, så det var ikke meget gavn patienten havde af ledsageren.

Antallet af ture i 1899 var 335, stigende til 623 i 1904.

I 1906 startede en mand ved navn Sophus Falck et redningskorps i København. Dette skulle vise sig at få stor indflydelse på ambulancetjenesten i Danmark.

De første par år havde redningskorpset ingen ambulancetjeneste, men da der blev oprettet en lægevagt på stationen i 1908, blev skandinaviens første automobil-ambulance indkøbt.

Den første spæde uddannelse af ambulancefolk begyndte at tage form i 1909, da brandvæsenets læge gav brandmændene et kursus i "Nødhjælp & Sygetransport".

Københavns Brandvæsen havde i 1909 stadig ingen automobil-ambulancer, men fordoblede derimod hestekræfterne ved at gøre ambulancerne tospandet!

5 ambulancer havde Falck i 1911, der i alt havde rykket ud i 1223 tilfælde.

Indtil brandvæsenet i 1921 gik over til automobiler, overtog Falck mere og mere af kørslen, dels på grund af antallet af ture i Hovedstaden, dels på grund af de langsomme hestetrukne vogne.

Falck havde desuden fast overenskomst med Gentofte Kommune, Rigshospitalet, Sundby Hospital med flere om sygekørsel. I 1916 havde Falck således kørt 665 udrykninger og 4728 sygetransporter med 2 ambulancer og 5 sygevogne.

Der blev i 1910 indført et pulmotor-apparat til forsøg på at genoplive mennesker. Maskinen blev af pressen betegnet som et vidunder, men i lægekredse var begejstringen mere afdæmpet. Pulmotor-apparatet gav kunstigt åndedræt, med tilskud af ilt.

Man kan i Falcks kørebøger læse, at der sågar blev afsendt en ambulance fra Hovedstationen i København til en drukneulykke i Hornbæk. Distancen blev tilbagelagt på 1 time og 8 minutter, men alle forsøg på genoplivning ved hjælp af pulmotor-apparatet van naturligvis uden resultat.

Apparatet var kun installeret i nogle få vogne, ellers var det sparsomt med udstyr i ambulancerne. Pulmotor-apparatet "døde" i slutningen af 30’erne, hvor den blev afløst af iltbeholderen med reduktionsventil. Samtidig begyndte den legendariske Holger Nielsen af undervise i en metode til genoplivning.

Indtil slutningen af 60’erne var der ikke nogen standardiseret uddannelse af ambulancefolk, dette blev klaret ved hjælp af sidemandsoplæring og et førstehjælpskursus. Det drejede sig bare om at få patienten op på båren og komme afsted til sygehuset; det der i slang betegnes som "load and go"! Der var heller ikke meget udstyr i ambulancerne at gøre godt med. Der var en iltflaske, så man kunne give kunstigt åndedræt, et sug, og senere kom der udover almindeligt førstehjælpsudstyr, også nogle oppustelige bandager til brækkede arme og ben.

Hjerteafdelingen på Glostrup Sygehus startede i 1972 et projekt, hvor man elektronisk overførte en patients hjerterytme fra specielle hjerteambulancer til sygehuset, hvor der sad en læge og tog stilling til, om der skulle gives stød til hjertet. Dette udførte ambulancefolkene så i ambulancen. Det gav nogle pudsige episoder, når en læge gav lov til at give stød, ud fra den rytme han fik overført, mens ambulancemanden kunne sidde og tale med patienten og prøve at overbevise lægen om, at patienten ikke var dårlig nok til at få stød.

I 1975 kom Sundhedsstyrelsen med en betænkning omkring patienttransport, der omhandlede mindstekrav til ambulancetjenesten, såsom udstyr og uddannelse.

På Landtransportskolen i Avedøre blev der omkring 1980 afholdt et forsøgskursus i ambulancetjeneste. Dette skulle senere blive en fast del af ambulancefolkenes uddannelse.

Projektet på Glostrup Sygehus kørte helt frem til slutningen af 80’erne, hvor der flere og flere steder, ved hjælp af indsamlinger gennem Lions Club, blev indkøbt defbrillatorer, som de maskiner, der giver hjertet stød, hedder, og ambulancefolkene blev uddannet i brugen af disse.

Efter massivt pres fra blandt andre ambulancefolkene og deres organisationer kom Sundhedsministeriet i 1992 med en bekendtgørelse, der også indeholdt regler for uddannelse, materiel og dimensionering af ambulancetjenesterne. Ved en justering af bekendtgørelsen i 1994 blev det så også fastslået, at fra ’96 skulle der være en defibrillator i alle ambulancer, og at mandskabet skulle være uddannet efter nogle givne regler.

Siden starten af 1998 har mindst én af de to ambulancereddere på ambulancen skullet være uddannet som såkaldt behandler. Det vil sige, at han har kompetence til at give visse typer af medicin til patienter med for eksempel astma, hjertekramper, kramper og smertelindring med lattergas.

Denne kompetence skal vedligeholdes med en årlig prøve, hvor det er en læge, der er censor.

Det er amterne, der har ansvaret for ambulancetjenesten i Danmark, og dem der sætter kravene til, hvor god kvaliteten skal være, det vil sige hvor meget ambulancefolkene skal være uddannet i, og hvor hurtigt ambulancerne skal være fremme hos patienten.

Ved en forhandling mellem amterne og ambulancetjenesterne i slutningen af 90’erne blev det vedtaget, at behandlerne skulle have nogle yderligere kompetencer, såsom at kunne måle iltmætningen i blodet, at kunne lægge drop og give medicin til sukkersyge og give adrenalin mod allergiske reaktioner.

Et af de nyeste tiltag, er små énmandsbetjente køretøjer, som hurtigt kan være fremme i områder, hvor en almindelig ambulance kan være lang tid undervejs. HRE’en, som står for Hurtig Respons Enhed, begynder på en behandling af patienten indtil ambulancen kommer frem, og kan tage patienten med til sygehuset. Disse HRE-behandlere har udover de førnævnte kompetencer, en yderligere overbygning på deres uddannelse.

Især Frederiksborg Amt har været først fremme med at give ambulancefolk flere kompetencer, og dermed banet vejen for den kommende udvikling.

I det meste af Danmark er det Falck, der varetager ambulancekørslen, men i København, Frederiksberg og Gentofte kommune og dele af Roskilde Amt, er det de kommunale brandvæsener, der varetager opgaven. Det er dog de samme regler, alle entreprenører skal efterleve.